Har I også hørt om det der fænomen, der kaldes ‘hvid januar’?
Det har vi også! Men måske vores definition er lidt anderledes. Vi drikker nemlig kun blanc des blancs-champagne i januar (sådan næsten da). Det vil sige champagne udelukkende på hvidvinsdruer og i langt de fleste tilfælde chardonnay.
Det vil vi også gerne give jer mulighed for! Derfor har vi lavet denne lille smagekasse med BdB-champagner fra anmelderroste producenter til en skarp januar-pris. I kan læse lidt mere om champagnerne i nedenstående.
1.395,00 kr.
På lager
Goutorbe-Bouillot Champ de Craie
Blanc des blancs-champagne fra nogle af Goutorbe-Bouillots mest kalkholdige marker. Rent udtryk i indsmigrende klassisk stil, hvor elegance og frugtfylde balanceres flot.
Elise Deschannes holder til i det hyggelige område, Les Riceys i Aube, hvorfra Elise frembringer mesterværker fra sine omhyggeligt, biodynamisk dyrkede vinmarker. Her bliver der eksperimenteret med åbent sind med alverdens naturpræparater i marken og bl.a. forsøg med lagring på amfora i kælderen. Forvent frugtige og elegante champagner med nerve, sjæl og en vis portion vildskab. Hendes cuvée ‘Chardonnay’ er eneste champagne i hendes portefølje som ikke er lavet på pinot noir. Vanvittigt højt niveau med fylde, frugtmodenhed og velintegreret fadpræg.
Jeaunaux-Robin Les Marnes Blanches
“Fadgæret chardonnay i brugte bourgognefade og usødet fra Le Coteau du Petit Morin i det meget lidt kendte Talus Saint Prix lidt sydvest for det sydligste Côte des Blancs. Degorgeret i september 2021 og derfor må der ikke stå årgang på frontetiketten. Tanken er: kort bærmekontakt for maksimalt terroirudtryk og den er jeg med på. Æbler og gær, surdej og krudtet chablis’k næse, chablis med bobler, udtalt frugtig stil med skarphed, salt og syre. Fadet titter frem i eftersmagen – naturlig, ja vildt naturlig sødme i eftersmagen, men uden restsukkerfornemmelse. 94 point.” – René Langdahl